En rørende beretning.
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, på trods af en del gennemtyggede sko
og et par ødelagte pyntepuder, blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med en løftet pegefinger,
hvordan kunne du gøre det? Men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.
Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen.
Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var
overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre.
Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt indfor at spise is ( jeg fik kun vaflen, fordi "is" er dårligt for hunde", sagde du )
Og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjemsidst på dagen.
Lidt efter kidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karrie're og mere tid på at lede efter en menneskeven.
Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig
af glæde, når du kom hjem,og da du blev forelsket.
Hun som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende
hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig fordi du var lykkelig.
Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville
så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte
størstedelen af tiden, forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt en "kærlighedsslave".
Efterhånden som de små voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak
fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn
var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt.
Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil
i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem
historier om mig.
Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til " bare en hund ", og du brød dig
ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor
der ikke er husdyrtilladelse.
Du har truffet den rigtige beslutning for din " familie ", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie du havde.
Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.
Du udfyldte papirerne og sagde " jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende ". De trak på skulderen og kiggede pinlig berørt på dig.
De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med " papirer ".
Du var nødt til at vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg " nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund! "
Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt
for alt levende.
Du klappede mig på hovedet til farvel og undgik mine øjne, og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.
Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din
forestående flytning, måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig.
De rystede på hovedet og sagde " hvordan kunne du gøre det? "
De er så opmærksomme overfor os her på internatet, som deres travle hverdag tillader.
De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang
jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm, eller jeg håbede, at der i
det mindste ville være nogen som brød sig om mig, en eller anden som ville redde mig.
Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at få
opmærksomhed, trak jeg mig tilbagetil et fjernt hjørne og ventede.
Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangentil et andet rum.
Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bordog nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange.
Mit hjerte hamrede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse.
Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde hun bærer, vejer tungt på hende,
og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en
tåre løb ned af hendes kind. Jeg slikkede hende på håndenpå samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvning
ned, kiggede ind i hendes venlige øjne og mumlede " hvordan kunne du gøre det? " Måske forstod hun mit hundesprog for hun sagde
" undskyld ". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
blive tilsidesat eller mishandlet, eller forladt eller ville skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit " hvor kunne du gøre det? " ikke var
møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg ville tænke på dig og vente på dig for evigt.
Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
Slut.
Note fra forfatteren: Hvis " Hvor kunne du gøre det? " gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er
det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater.
Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten.
Brug den til uddannelses formål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyre internaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler.
Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed
og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterillitationskampagner for at forhindre uønskede dyr.
Af Jim Willis
og et par ødelagte pyntepuder, blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med en løftet pegefinger,
hvordan kunne du gøre det? Men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.
Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen.
Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var
overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre.
Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt indfor at spise is ( jeg fik kun vaflen, fordi "is" er dårligt for hunde", sagde du )
Og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjemsidst på dagen.
Lidt efter kidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karrie're og mere tid på at lede efter en menneskeven.
Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig
af glæde, når du kom hjem,og da du blev forelsket.
Hun som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende
hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig fordi du var lykkelig.
Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville
så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte
størstedelen af tiden, forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt en "kærlighedsslave".
Efterhånden som de små voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak
fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn
var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt.
Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil
i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem
historier om mig.
Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til " bare en hund ", og du brød dig
ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor
der ikke er husdyrtilladelse.
Du har truffet den rigtige beslutning for din " familie ", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie du havde.
Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.
Du udfyldte papirerne og sagde " jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende ". De trak på skulderen og kiggede pinlig berørt på dig.
De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med " papirer ".
Du var nødt til at vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg " nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund! "
Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt
for alt levende.
Du klappede mig på hovedet til farvel og undgik mine øjne, og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.
Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din
forestående flytning, måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig.
De rystede på hovedet og sagde " hvordan kunne du gøre det? "
De er så opmærksomme overfor os her på internatet, som deres travle hverdag tillader.
De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang
jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm, eller jeg håbede, at der i
det mindste ville være nogen som brød sig om mig, en eller anden som ville redde mig.
Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at få
opmærksomhed, trak jeg mig tilbagetil et fjernt hjørne og ventede.
Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangentil et andet rum.
Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bordog nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange.
Mit hjerte hamrede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse.
Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde hun bærer, vejer tungt på hende,
og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en
tåre løb ned af hendes kind. Jeg slikkede hende på håndenpå samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvning
ned, kiggede ind i hendes venlige øjne og mumlede " hvordan kunne du gøre det? " Måske forstod hun mit hundesprog for hun sagde
" undskyld ". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
blive tilsidesat eller mishandlet, eller forladt eller ville skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit " hvor kunne du gøre det? " ikke var
møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg ville tænke på dig og vente på dig for evigt.
Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
Slut.
Note fra forfatteren: Hvis " Hvor kunne du gøre det? " gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er
det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater.
Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten.
Brug den til uddannelses formål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyre internaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler.
Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed
og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterillitationskampagner for at forhindre uønskede dyr.
Af Jim Willis